Om overgreb mod børn og omsorgssvigt læge Helga Wolf Overgreb mod børn beskrives gerne indgående i medierne. Der svælges i detaljer, vises billeder af åsteder og grædende pårørende. Gys og gåsehud breder sig. De fleste læsere glæder sig over, at de ikke har været ude for noget lignende. Nogen synes det er pikant. Og de der har prøvet det på egen krop føler sig alene, og bliver bange for at snakke om det. Og kan isolere sig endnu mere fra andre mennesker. Som læge får jeg jævnligt kontakt med folk, som er totalt isolerede fra omgivelserne. De fejler alt muligt umuligt, og ligemeget hvad vi gør ved det, hjælper det ikke, eller der kommer noget andet i stedet. De har det elendigt. Med årene har jeg lært, at årsagen ofte er incest eller andre overgreb. Det er ikke altid incest, der er værst. Børn kan blive totalt handicappet af andre former for overgreb. Ved at snakke med andre behandlere og pædagoger om deres erfaringer, har jeg hovedsageligt mødt to forskellige måder at forholde sig til problemet på. Enten en total benægten, og fastholden af, at det ikke er noget at bruge tid på. Eller en trist konstateren af, at det er et kæmpe problem, som er meget vanskeligt at gøre noget ved. Man bliver ofte alene i dette arbejde, fordi det kræver meget af behandleren. Det skulle ikke være nødvendigt. Derfor denne artikel. Det er lettere at gøre noget for dem der sidder i suppedasen efter fysiske og psykiske overgreb i fortiden, når flere ved noget om hvordan tingene kan hænge sammen. Så kan flere yde lidt, uden at få ørene i klemme, og de professionelle behandlere bliver ikke slidt helt op af at tage ordentligt fat, når det er nødvendigt. I det følgende fremlægges kønsligt overgrev i sammenhæng med andre typer overgreb. Konsekvenserne af overgreb beskrives. Forskellige former for hjælp omtales. Til sidst beskrives hvordan man selv kan hjælpe. Ordet ”incest” har skiftet betydning de seneste år. Ordet betyder ”i reden”, og var tidligere samleje mellem familiemedlemmer i lige linie og mellem søskende. (Se Straffelovens § 210.) Incest har været forbudt verden over i tusindvis af år, og er stadig forbudt. Efterhånden betegner incest kønslig omgang mellem piger og deres stedfædre. Her bruges en mere praktisk definition af incest: Det er seksuelt samvær mellem barn og voksen i en familie, hvor den voksne dækker sit eget behov, uden det har bund i barnets behov. Denne definition er formuleret, så det er tilladt at kysse og kramme børn, endog stedbørn, uden at ende i spjældet, blot man ikke overskrider barnets behov for at have private områder. Når omsorg defineres som: Det der gøres for at dække en andens behov, så er omsorgssvigt: At der ikke gøres noget for at dække et vigtigt behov, eller at der gøres noget forkert, så behovet alligevel ikke dækkes. Der er mange slags omsorgssvigt. Barnet er på grund af sin store afhængighed af de voksne følsom overfor svigt på alle omsorgens felter, herunder: Kærlighed, mad, varme, hygiejne, tør ende, stimulation af sanserne, underholdning, berøring, kommunikation, sex m.fl. Grænserne for omsorgsvigt er mere eller mindre veldefinerede fra felt til felt, afhængigt af livsvilkår og kultur. Ikke engang døden sætter grænse for hvor grove omsorgssvigt, der kan være mellem mennesker. Incest er en af de mest entydigt og mest forbudte former for omsorgssvigt, der kendes. På hvert af disse afhængighedsområder kan barnet skades, hvis det ikke tages alvorligt - og følgerne vil afhænge af arten af overgreb, men de har det tilfælles, at der vil være tendens til oversygelighed og destruktivitet i barnets voksne liv. Det er lige så meget måden barnet bliver mishandlet på, som selve svigtet, der betyder noget. Et barn tager ikke skade på livstid af for eksempel at være sulten i en time. Men kan gøre det, hvis den (u)ansvarlige voksne tæver barnet, der beder om mad, og skaden kan da være lige så dybtgående, som hvis barnet blev udsat for incest. Her opfattes incest først og fremmest som omsorgssvigt. Der er masser af omsorgssvigt i dagligdagen. Det kan være svært at forholde sig til, for hvornår gør det noget? Hvornår skader det? Og hvornår er det bare en hændelse, som er med til at modne mennesker? Hvordan skader incest og grove overgreb? Selvfølgelig skader seksuelle overgreb barnets opfattelse af seksuelt samvær. Dertil kommer, at barnets oplevelse af at være blevet misbrugt må skade dets selvrespekt. Og da misbruget er seksuelt, og seksualitet og selvrespekt er basale ting i vores liv, kommer skaden til at ligge dybt, og bliver vanskelig at råde bod på senere i livet. Billedligt bliver barnets sociale rygrad knækket. Jeg har i mit daglige arbejde søgt at finde ud af hvordan man skelner mellem incest og andre tidligt opståede personlighedsproblemer. Dels ved at spørge folk direkte, og begrunde spørgsmålet overfor dem, dels ved at snakke med andre fagfolk. Det ser ud til, at man ikke kan skelne klinisk mellem incest og grovere omsorgssvigt af anden art. Det ser også ud til, at forældrene har en overordnet rolle i forhold til barnets selvrespekt. Hvis andre forgriber sig på barnet, og barnets forældre ikke tager det alvorligt, er det for barnet det samme, som var det forældrene selv, der forgreb sig. Det er altså lige så slemt for barnet, som incest. I det følgende bruges ordet omsorgssvigt som fælles betegnelse for incest og andre overgreb. Den knækkede ryg, den manglende selvrespekt, og de barske erfaringer medfører, at det skadede barn har stor risiko for at løbe ind i en stribe ubehagelige ting senere i livet: Risiko for flere overgreb Et barn uden selvtillid har svært ved at opbygge en tillid til andre mennesker. Barnet vil forvente hvad som helst af andre mennesker. Og barnet vil opfatte mange grove ting som helt naturligt. Der skal ikke så lidt til, før det bliver overrasket over noget. Barnet kan nok lave en værre larm over alt og intet, men vil i sidste ende finde sig i alt for meget, og finder ikke ud af at gå sin vej, når der er noget galt på vej. Det vil ofte være den omsorgssvigtede lille pige, der som voksen kvinde er den sidste, der går fra værtshuset, når stemningen er blevet dårlig. Hun hører nok, at lyden er ændret, og bemærker det grove udtryk i voldsmandens øjne, men reagerer ikke altid med at komme af vejen, eller skaffe hjælp. Hun kommer let ud i buskadset, meget mod sin vilje - igen og igen. Risiko for at blive voldelig - accept af vold Det er den omsorgssvigtede lille dreng, der som stor misbruger sin styrke overfor andre, gerne mindre stærke mennesker. Det er også den omsorgssvigtede pige, der eksempelvis bliver hidsig og ikke kan lade være med at slå sine egne børn, eller som finder sig i, at andre laver overgreb på hendes børn, når hun bliver voksen. Med andre ord: Omsorgssvigt kan videreføres som social arv! Det vil sige, at mennesker der er grove overfor børn, eller som svigter børn basalt, selv kan være svigtet voldsomt af de nærmeste voksne i opvæksten. Risiko for sygdom Omsorgssvigtede børns selvværdsfølelse er så lille, at de kan mene det er uden betydning at lægge mærke til deres egen krop og deres egne behov. De har svært ved at tage vare på sig selv. Det kan være for besværligt at tage jakken på inden man lige skal ud med noget i frostvejr - så får man forkølelse, hoste, bihulebetændelse. Det er ikke umagen værd at tage lune sokker på fødderne, eller tage ekstra bukser på, når man kun fryser lidt - så får man blærebetændelse og underlivsbetændelse. Tørst bliver overhørt, eller man vælger udelukkende at drikke noget vanddrivende (øl, kaffe, te) i større mængder. Så kommer kroppen helt ud af balance, og man bliver fuld, får hård mave, hovedpine, svimmelhed og lavt blodtryk. Risiko for over- og underbehandling En del af vores barnelærdom er viden om hvornår man er syg, og hvad man skal gøre ved det. Den viden kommer ikke af sig selv, men i tæt samarbejde med ældre, erfarne mennesker, typisk ens forældre. Når man mangler ordentlig voksenkontakt, lærer man ikke at skelne mellem skidt og kanel. Det bliver svært at vurdere hvornår man er forkølet, har influenza eller fejler noget virkeligt alvorligt. Man går til læge meget tit - og bliver overbehandlet for en sikkerheds skyld. Eller man går til lægen for sjældent, og får mén af det. Egenomsorgen har taget skade ved overgrebet, og smertetærsklen er forrykket væsentligt. Behandlerne (læger, sygeplejersker, psykologer o.l.) har lært at høre på hvad folk siger, og handle ud fra det. Hvis man prøver på noget andet, forsvinder tilliden, og der går kuk i det hele. Behandlingen af den gruppe mennesker, der ikke rigtig ved hvad omsorg er, er meget vanskelig, fordi ordene "ondt, smerte, sorg" o.l. viser sig at kunne have en helt anden betydning for disse mennesker, end den, man umiddelbart opfatter. Der er anledning til at overveje grundlaget for yderligere behandlingsforslag når journalerne er meget tykke og indeholder mange forskellige diagnoser. De fleste tykke journaler har en god forklaring ved at der er 1-2-3 diagnoser, hvor der er brug for grundig beskrivelse, som basis for samarbejde mellem flere forskellige lægespecialer. Den ulykkelige jagt efter kærlighed Det omsorgssvigtede barn kan som voksen søge efter den kærlighed det savnede som barn. Da elskovsønsket stammer fra fortiden og ikke i aktuelle hormoner m.v., og da behovet bunder i en anden aldersklasse end den det nu er i, er behovet nærmest udækkeligt, og barnet kan ende med at blive en voksen, der "boller sig gennem byen", og får børn med mange forskellige partnere, uden nogensinde at blive rigtig lykkelig og tilfreds i længere tid ad gangen. Det er de meget indladende og meget søde, der lader andre komme meget tæt på sig selv. Og nok også de lukkede personer, som kun til nød røber efternavnet, sjældent fornavnet. Mærkelig adfærd Det svært skadede barn vil som voksen have en uformuleret trang til at gentage den hændelse barnet selv har været udsat for, og som det ikke kan tale om. Lige meget hvor skrækkelig hændelsen er, ser gentagelsen ud til at tilfredsstille den nu voksne person dybt. Det er forvirrende, at det er forbundet med lystfølelse - af orgasmelignende karakter. Men det skyldes, at det isenesatte bekræfter, at verden er uforanderlig. Det er tryghed i højeste potens, på trods af indholdet. (ref. Alice Miller). Det kan være en trang til at grine fælt, når ens barn har været helt umulig, og derfor bliver straffet, ligesom man selv blev som lille. Desværre hjælper skuespillet ikke instruktøren, idet det ikke ændre fortiden. Derfor må spillet spilles igen og igen. Det er vanskeligt at bryde den cirkel, men det er en investering værd. Mareridt En hændelse bliver ofte gentaget igen og igen, hos mange kun i drømme, men den bliver ved med at dukke op, indtil nogen forstår historien og hjælper med at få ord og følelser på det skete, placeret ansvaret, og fordelt ris og ros til de relevante personer, ofte i tankespil eller rollespil. Psykisk sygdom Eller personen vil blive angst og deprimeret, brænder ud og bliver tidligt senil og dement - slidt op. Gerne hjulpet på vej af druk, nervemedicin, sovemedicin og skørlevned. Og hvad så?: Alle disse forskellige træk findes naturligvis hos alle mennesker i større eller mindre grad, men når flere ting ses samlet hos et menneske på én gang, er der grund til at tænke nye tanker og forlade den gammeldags symptombehandling, og for alt i verden undgå at iværksætte straffende foranstaltninger. De vil blot cementere personens opfattelse af overgreb og straf som noget naturgivet, noget som andre har ret til at idømme, og vedkommende har pligt til at modtage til enhver tid. Der er flere grader af skader Mange omsorgssvigtede vil indvende, at det ikke passer, det jeg skriver. Nej, det passer heller ikke på alle. Så nemt er det ikke. Der er nemlig forskel på hvor gammel man er, når overgrebet finder sted første gang, og hvor god kontakt man som barn har til voksne mennesker. Det er sværere jo yngre man er, og er man så lille, at man endnu ikke har noget sprog, så er man ikke i stand til selv at formulere, at der er noget galt, og kan kun vanskeligt opfatte det som noget forkert. - Sådan er verden da! Børn er ekstremt lærenemme, især socialt. De vil gøre hvad som helst for at tækkes forældrene og de andre voksne, de har som forbilleder. Jo ældre man er ved overgrebet, jo lettere er det at få ord på det skete. - Til gengæld betyder det mere, hvad familien forventer af én. Herunder også at man holder tæt og ikke siger noget til nogen. Incestfamiliehemmeligheden lukker familien inde, og låser alle medlemmerne fast. Det er meget vanskeligt for familiemedlemmerne at komme ud, uden at blive helt alene i verden. Og det er vanskeligt udefra at komme ind og hjælpe familien. Det gør det ikke lettere, at overgriberen ofte er den eneste person der giver barnet anden omsorg/kærlighed. Så barnet kan ikke klare at miste kontakten. Det kan være så svært at bære hemmeligheden i incestfamilien, at familiemedlemmerne naturligt fortrænger det skete, og kun husker vreden og frustrationen, men ikke hvorfor de er frustrerede. Resultatet vil til forveksling ligne en neurose. Det kan være endnu sværere at være i klemme mellem famliens levevis og den omgivende kultur (skole, SFO, job, kærestens familie), og føle sig isoleret og faktisk være alene uden bærende sociale kontakter. Presset kan føre til depression, og ved yderligere pres/ensomhed føre til psykose og i sidste ende en skizofrenilignende tilstand. Man kan ikke forvente at en familie kan komme ud af kniben selv, og heller ikke ved venners hjælp alene. Det er for tung en byrde. Fortiden må hentes op under kyndig vejledning hos fagfolk. Nogen har brug for den helt store psykiatriske indsats, og de fleste har brug for støtte hvor de er her og nu. Den omsorgssvigtede skal først opdage, at incest ikke er den voksnes ret, og at incest er et problem, som kan stoppes. Dernæst skal han/hun finde ud af, at det ikke er alle i verden, der er blevet udsat for det samme. De skal finde ud af, at der er mange andre måder at være sammen på som mennesker. Hvad bør gøres? Skal overgriberen straks i fængsel efter landets og dagspressens strengeste straf? Det kommer an på en hel stribe af detaljer. Det er vigtigt at overveje nøje hvad der skal gøres, og i hvilken rækkefølge det skal gøres, for at det kan komme til at hjælpe barnet eller den unge eller gamle. Det kan let blive til et overgreb mere. Men noget må gøres, det føler man i hvert fald som veninde, sundhedspersonale, lærer, pædagog, psykolog, læge, nabo eller hvem man nu er. Der er hjælp at hente på www.siso-boern.dk, der kan kontaktes på +45 20771120 for konkret vejledning. Jura Lovgivningen er lidt kringlet, men alligevel ret klar tale. Her trækkes hovedlinierne frem: Efter Straffeloven er der ikke en almindelig pligt til at anmelde forbrydelser, men det er efter Straffelovens § 141 strafbart ikke at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge eller afværge en forbrydelse, der indebærer fare for menneskers liv eller velfærd, som man har kendskab til. En borger, der har mistanke om voldelige eller seksuelle overgreb på et barn eller en ung, kan opfylde afværgepligten ved at foretage en underretning til kommunen. Kommunen vurderer derefter hvad der skal gøres. Der er i bedste fald retningslinier i kommunen, for hvordan det håndters. Den strafferetlige side af sagen overlades til politiet. Servicelovens § 154 skriver kortfattet.: Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. Servicelovens § 153 beskriver fagpersoners skærpede underretningspligt. Her er første skridt henvendelse til Kommunen. I Kommunen er underretningspligten ikke ultimativ. Det skal først vurderes om pågældende gennem sin tjeneste har rimelig mulighed for i tide at afhjælpe vanskelighederne. Overfor dette står straffelovens § 156, hvor offentligt ansatte kan straffes for at undlade at opfylde sin pligt. Fagpersoner kan indberette gennem deres egen leder. Hvis der er reel og kvalificeret mistanke om, at et barn bliver seksuelt misbrugt, skal underretteren ligeledes rette henvendelse til politiet. Politiet får herved mulighed for at efterforske sagen. Det skal du ikke lade dig lamme af. Det er vigtigt at få rede på historien, så man kan få styr på om der skal gøres noget og hvad der skal gøres. Er overgrebet lige sket, er det vigtigt at få samlet bevismateriale, inden det forsvinder igen. Der er således et stykke vej fra opsporing til anmeldelse, og der er tid til at sætte fornuftige ting i værk. Hvad kan man gøre, når man hører en grim historie? 1. Få barnet/den unge/den voksne/den gamle til at fortælle hele historien detaljeret til en person, vedkommende har tillid til. (Helst en professionel behandler, med viden på området. Hvis du selv er professionel, er det dig der har ansvaret for at skrive det fortalte ned.) Det er vigtigt barnet ikke får lagt ord i munden, men spørges med gentagelse af de eller det sidste ord det selv har sagt. Skriv det fortalte omhyggeligt ned. Første fortælling er vigtig senere i udredningen. Regulær afhøring af børn er centraliseret i visse dele af landet, det tager politiet sig af. Tænk på Hvem-Hvor-Hvad-Hvordan(Befamling? indtrængning?)-Hvad bagefter. 2. Gør vedkommende overgrebsudsatte klar, at du har hørt hvad der er sagt, og hvis det er slemt, fortæl, at det er så slemt, at I skal have andre til at hjælpe, og at du vil være bagstopper på det der sker. 3. Hvis det er en person under 18 år, og historien indeholder konkrete overgreb/incest, skal Kommunen orienteres straks. Der er døgnvagtordning til den slags problemer. 4. Forklar at livet kan blive meget bedre. Hvis du er et sted, hvor der ikke er noget fungerende socialt system til at tage sig af overgrebssager: 5. Find en passende fagperson til at inddrage i afklaringens forløb. Aktuelt står www.SISO-boern.dk til rådighed. 6. Ordn de økonomiske rammer omkring arbejdet. 7. Hvis det er et barn, så find behandlerteam til familieterapi med lovgivningen som motiverende faktor. For alle sager gælder: 8. Find en ”relevant voksen”, som kan støtte i starten. 9. Psykologer og psykiatere kan gøre underværker. 10. Gruppeterapi kan bruges i indledningsfasen mod ensomheden. Gruppeterapi kan bruges igen senere, når hemmelighederne er lagt frem og bearbejdet sammen med en god terapeut. 11. Behandlerne afslutter bearbejdningen på 2-5-10 år, alt efter sværhedsgrad. Hvad så? Lad være med at sige noget som helst til uvedkommende, og slet ikke til pressen. Det er ikke dit job. Det gavner ikke stort at lave forargelsens støj, eller dømme nogen i pressen. Det er politiet der udreder hvad der er sket, og som beslutter om en mistænkt skal for retten, for at blive dømt og få udmålt en straf, eller eventuelt blive frifundet. Det er de mest indlysende sager der går den vej. I en del af sagerne frafalder politiet sigtelsen. Det kan være fordi beviserne er for usikre, og det kan i få tilfælde være fordi den mistænkte beviseligt er uskyldig i sagen. Frafald af sigtelse begrundes af politiet. Nogle sager frafaldes fordi der findes bevis på, at historien er usand. Nogle sager bliver slet ikke ført pga klientens angst for følgerne af en sag, og fordi nogen er bange for politiet og de offentlige myndigheder, og ikke får fortalt historien klart og entydigt. Andre bliver ikke ført pga en social og personlig afmagt, der kan ligne depression til forveksling. Tilbage er at hjælpe den, der føler sig forulempet og formentlig også den der forulemper andre, med at komme videre med deres liv. Hvis der er tale om afmagt, tåget eller falsk forklaring, må årsagen til, at det har været nødvendigt at undvige konsekvens i sagsforløbet afklares/undersøges, så vedkommende kan komme ud af den knibe, som har ført til denne beslutning. Den slags hjælp er ikke fast forankret noget sted i sundhedsvæsnet. Nogle praktiserende læger kan hjælpe. Psykiatrien går sjældent ind i en sådan problematik, men kan ske i forbindelse med en behandlingsdom. I gamle dage var det præsterne, der kunne høre og bede. I dag er der uddannet rigtig mange private terapeuter, der gerne stiller sig til rådighed. Skolelærere er nogen gange geniale til at snakke med børn og unge og hjælpe dem videre. Frisørerne kan være gode til at lytte, og det kan være fint til mange problemer. Processen hører ideelt til i dagligdagens samvær og snak. Basalt set er problemet en årelang mangel på en ”relevant voksen”, som barnet kan stole på. Jeg har set voksne gå ned psykisk, når den relevante person forsvinder eller dør, når de selv er blevet voksne. Så må der findes en ny, der kan åbne for en bredere kontakt til omverdenen. Det er muligt SISO kender en psykiater eller psykolog der kan håndtere det. Eller du kender selv en, som kan, eller du kan gå i gang selv, hvis du har viden nok. Hvad gør man hvis man bare har mistanke til noget? Enten går man direkte til sagen og spørger med en direkte formulering, hvis det er muligt. Det kan være meget svært. Man kan måske spørge: ” Er der nogen side nogen der har gjort noget ved dig du ikke brød dig om?”. Eller man vælger at lade være med at spørge, og i stedet øge personens selvtillid, så vedkommende på længere sigt selv bliver i stand til at forholde sig konstruktivt til fortiden. Men der er nogle faldgruber i hjælpearbejdet: Det er let at støtte andre, men man skal lige være opmærksom på bjælken i sit eget øje, og udelukkende yde helhjertet omsorg overfor den anden. Det skader en omsorgssvigtet person dobbelt, om man kommer til at love for meget, og brænder vedkommende af. Det er først sidst i et forløb, der må ske almindelige uheld, som f.eks. at man bliver nødt til at udsætte en aftale med kort varsel. Man må også have for øje, at der ikke er noget med at komme med et krav om dyb taknemmelighed på noget tidspunkt. Og heller ikke sige noget om, at hvis det ikke var for mig og min indsats, så var du... Det siger mere om ens eget udækkede behov for ros end ens arbejdsindsats, hvis det er sådan fat, og det spolerer både indsats og den man prøver at støtte totalt. Du må være hudløst ærlig overfor dig selv, om hvad du evner og vil være med til at yde. Man må være så venlig og imødekommende man med ærlighed kan være, og lytte og spørge, eller bare prøve at støtte den anden. Det kan være gavnligt at lave en kop te, klappe på ryggen, holde et eller andet, vaske fødder, høre musik sammen, gå en tur sammen, eller hvis du har mod på det - høre på vrede uden at blive vred, og gerne give plads til, at den anden får luft for de følelser, der har været gemt væk i årevis. Hvad kan man gøre så overgreb ikke finder sted, og ikke går i arv? For at tage det fra begyndelsen: - Give den gravide kvinde ro til at finde ud af egne rødder, følelser, stærke og svage sider. - Give den vordende og nybagte far det samme. - Aldrig komme mellem mor-far-barn trekanten. Heller ikke i fødselen og i småbarnsperioden. - Hjælpe småbørnsfamilien til at have tid sammen. - Støtte amningen - det er en vigtig kærlighedsskole. Det at kunne give ved at amme er noget nyt for omsorgssvigtede mødre. - Lytte til bedsteforældrenes snak om børn og børnebørn. - Først tage del i pasningen af børn, når de kan tale. (Før den alder, er det hele familien, der skal støttes.) - Tage aktivt del i snakken med børn, der er ved at blive voksne. - Vise børnene, at der er mange måder at løse problemer på, og at kærlighed er en af dem. - Vise børn omsorg, uden at komme med en regning bagefter. Lønnen er børnenes glæde, ikke deres afhængighed. - Bruge tid på at snakke med andre i dine omgilveler, så alle altid har nogen at gå hen til, når der bliver problemer. - Oprette incestgrupper med kyndig vejledning. Alle disse punkter drejer sig om at give og yde uden at tage noget for det. Hertil hører også berøring i form af et lille klap, give hånd, et knus og måske let massage. Det styrker selvtilliden og det personlige overskud. Når selvtilliden er styrket nok, er det ansvar der skal uddeles. Ikke med en pegefinger, men som tilbud, der indeholder mulighed for accept, mere selvtillid og øgning af selvværdsfølelsen. Så kan den tidligere skadede person genvinde sin styrke, komme i personlig vækst og kan komme til at beskytte sig selv mere effektivt. På dette tidspunkt kan man sige "Jeg kan godt lide dig, det er det du gør, der bekymrer mig, eller som jeg ikke kan lide." Det er meget sværere at give konstruktiv kritik, end at rose uhæmmet eller skælde ud. Og det er de daglige tilbagemeldinger på det man siger og gør, der giver mulighed for personlig vækst. Det er lige så vigtigt at have nogle gode venner, der melder fornuftigt tilbage, som at have en terapeut til at hjælpe en over de skarpeste skær fra fortiden. Men når fortiden har været skrap bliver vennerne slidt op, hvis de skal bære byrden alene, og det gør terapeuten også. Der er hårdt brug for begge parter. Det er vigtigt at have flere gode venner, uanset om man er svigtet eller ej. Der er brug for mindst 4 venner eller vennepar. Dels fordi vennerne også kan have deres at bearbejde, og for at dele problemet med flere. Det må ikke ske over internettets åbne kommunikationskanaler. Det vil være svært at komme videre, uden fortiden så bliver en klods om benet, i stedet for en gammel bold i rygsækken. Det er vigtigt kemien er god til den behandler, der skal hjælpe den svigtede person videre. Og det er vigtigt at gruppebehandling ikke erstatter den nære kontakt til en dygtig behandler, især i starten af et forløb, hvor tilknytningen i sig selv er det største problem. (Den manglende ”relevante voksne”.) Det er uundgåeligt at der kommer konflikter i forløbet, fordi opbygning af flere forskellige konfliktløsnings-modeller er en nødvendig del af den naturlige udvikling. Metoder til at løse konflikter mangler ofte i en belastet opvækst. Konflikter senere i forløbet er udtryk for at behandlingen flytter sig, og er ikke udtryk for at tiden er løbet ud, og at den svigtede person skal have fred og lades alene igen. Ligesom det er en stor fejl at gå udenom problemerne, hvis det drejer sig om en gravid kvinde, der pludselig åbner for en ubearbejdet incestproblematik. Konflikter kan give god styrke i den videre behandling, og den gravide er stærkt støttet af sine hormoner, til at ville gøre noget lige her og nu. Det skal man være opmærksom på som behandler, når nogen søger ny behandler midt i et forløb, eller i en ny graviditet. Kemien mellem mennesker kan udtrykkes med ord. Men den nonverbale kommunikation er måske endnu vigtigere, når det drejer sig om omsorgsvigt. Snak om og leg med åbenhed/lukkethed, afvisning/invitation mellem mennesker, for at finde ud af hvordan det ser ud og føles. Et barn kan være vænnet til at give enorme åbne knus, hvor barnet får den voksne helt ind mellem benene, allerede ved hoveddøren eller på gaden. Det kan være ganske effektivt at lære barnet at lægge hænderne foran på skuldrene af den voksne, når de får knus. Dermed får barnet en mulighed for at skubbe en uønsket tilnærmelse væk. Det kan også være effektivt at folde armene over brystkassen og vende ryggen til i en afvisning på afstand, når ens grænser bliver overskredet væsentligt. Det skal ikke gøres så tit, men er godt at kunne. Der er formentlig flere trick at hente i den retning. Det jeg har set bedst virkning af, er når barnets ansvarlige forældre begræder det skete sammen med barnet, og påtager sig sin del af ansvaret for det. Det næstbedste er at en anden stiller op som ”relevant voksen”, og støtter barnet. Indholdet er tillid og respekt. Målet er, at følelserne for det hændte respekteres fuldt ud af den ”relevante voksne”, og hændelse og følelse for hændelsen kan samles og udtrykkes, så presset på barnet kan mindskes. Herefter kan livet bygges op skridt for skridt gennem alle de mistede år. Målet er dernæst at finde bevægelsesfriheden indenfor normaliteten, uden at miste den personlige egenart, og uden at blive vedvarende afhængig af terapi og terapeuter. Mennesket er heldigvis bygget til at klare meget. Vi ved slet ikke hvor mange der har klaret processen selv, eller med let støtte. Mit gæt er at det er mange. Med venlig hilsen Helga Wolf